Sult - Knut Hamsun.pdf - Knut Hamsun - sebren

The Project Gutenberg EBook of Sult, by Knut Hamsun

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with

almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or

re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included

with this eBook or online at www.gutenberg.org

Title: Sult

Author: Knut Hamsun

Release Date: September 20, 2009 [EBook #30027]

Language: Norwegian

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK SULT ***

Produced by Jens Sadowski

KNUT HAMSUN

SULT

KØBENHAVN

P. G. PHILIPSENS FORLAG

Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover)

1890

Transcriber's note

Spelling. In this first edition of "Sult", old spelling rules were applied which look quite

different from modern written Norwegian ("bokmål"). In addition, the letters Å and å where

set as Aa and aa, respectively. Since many other Norwegian books printed at this time used Å

and å and in order to improve readability, all Aa and aa have been converted to Å and å.

Otherwise, the original spelling was not changed.

Spaced-out text. Text that was s p a c e d - o u t in the original text has been changed to use

italics .

FØRSTE STYKKE

Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen

forlader, før han har fået Mærker af den . . . .

Jeg ligger vågen på min Kvist og hører en Klokke nedenunder mig slå seks Slag; det var

allerede ganske lyst, og Folk begyndte at færdes op og ned i Trapperne. Nede ved Døren, hvor

mit Rum var tapetseret med gamle Numre af »Morgenbladet«, kunde jeg så tydelig se en

Bekendtgørelse fra Fyrdirektøren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement fra

Bager Fabian Olsen om nybagt Brød.

Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tænke efter, om jeg havde noget at

glæde mig til idag. Det havde været lidt knapt for mig i den sidste Tid; den ene efter den

anden af mine Ejendele var bragt til »Onkel«, jeg var bleven nervøs og utålsom, et Par Gange

havde jeg også ligget tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og da, når Lykken var god,

kunde jeg drive det til at få fem Kroner af et eller andet Blad for en Føljeton.

Det lysned mer og mer, og jeg gav mig til at læse på Avertissementerne nede ved Døren; jeg

kunde endog skælne de magre, grinende Bogstaver om »Ligsvøb hos Jomfru Andersen,

tilhøjre i Porten«. Det sysselsatte mig en lang Stund, jeg hørte Klokken slå otte nedenunder,

inden jeg stod op og klædte mig på.

Jeg åbned Vinduet og så ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en Klædesnor og en åben

Mark; langt ude lå Gruen tilbage af en nedbrændt Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Færd

med at rydde op. Jeg lagde mig med Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev

ganske vist en lys Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Årstid, hvori alting skifter Farve

og forgår. Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud; dette tomme

Værelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog henover det, var som en gisten,

uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig Lås for Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed

at ligge på mine Strømper om Natten, forat få dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, jeg

havde at fornøje mig ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne og døsed og

tænkte på mangehånde Ting. Når det blæste hårdt, og Dørene nedenunder stod åbne, lød der

alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og ind fra Væggene, og »Morgenbladet« nede ved

Døren fik Revner så lange som en Hånd.

Jeg rejste mig og undersøgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen efter lidt til Frokost, men

fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen.

Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at søge efter en Bestilling mer! Disse mange

Afslag, disse halve Løfter, rene Nej, nærede og skuffede Håb, nye Forsøg, som hver Gang løb

ud i intet, havde gjort det af med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt en Plads som Regningsbud,

men var kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner. Der var

altid et eller andet til Hinder. Jeg mældte mig også til Brandkorpset. Vi stod halvhundrede

Mand i Forhallen og satte Brystet ud, forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En

Fuldmægtig gik omkring og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet

Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted blot på Hovedet og sagde, at jeg var kasseret på

Grund af mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg stod der med rynkede Bryn og

gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og Manden gik mig atter forbi, og han smilte, — han

havde kendt mig igen. Det værste af alt var, at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige, at

jeg ikke længer kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske.

Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod tilsidst så

besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en Kam tilbage eller en Bog at læse i,

når det blev mig for trist. Hele Sommeren udover havde jeg søgt ud på Kirkegårdene eller op i

Slotsparken, hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de

forskelligste Ting, underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige Hjærne; i Fortvivlelse

havde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte mig lange Tiders Anstrængelse og aldrig

blev optaget. Når et Stykke var færdigt, tog jeg fat på et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen

af Redaktørernes Nej; jeg sagde stadig væk til mig selv, at engang vilde det jo lykkes. Og

virkelig, stundom, når jeg havde Held med mig og fik det lidt godt til, kunde jeg få fem

Kroner for en Eftermiddags Arbejde.

Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked en Smule Vand på

mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og få dem til at se lidt nye ud. Da jeg havde

gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget

stille nedad Trapperne, for ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed; der var gået et Par

Dage, siden min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere.

Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer fyldte Luften, et uhyre Morgenkor, blandet med

Fodgængernes Skridt og Smældene fra Hyrekuskenes Svøber. Denne støjende Færdsel overalt

oplived mig straks, og jeg begyndte at føle mig mer og mer tilfreds. Intet var fjærnere fra min

Tanke end blot at gå en Morgentur i frisk Luft. Hvad kom Luften mine Lunger ved? Jeg var

stærk som en Rise og kunde standse en Vogn med min Skulder. En fin, sælsom Stemning,

Følelsen af den lyse Ligegladhed, havde bemægtiget sig mig. Jeg gav mig til at iagttage de

Mennesker, jeg mødte og gik forbi, læste Plakaterne på Væggene, modtog Indtryk fra et Blik,

slængt til mig fra en forbifarende Sporvogn, lod hver Bagatel trænge ind på mig, alle små

Tilfældigheder, som krydsed min Vej og forsvandt.

Når man bare havde sig lidt til Mad en sådan lys Dag! Indtrykket af den glade Morgen

overvælded mig, jeg blev uregerlig tilfreds og gav mig til at nynne af Glæde, uden nogén

bestemt Grund. Ved en Slagterbutik stod en Kone med en Kurv på Armen og spekulered på

Pølser til Middag; idet jeg passered hende, så hun hen på mig. Hun havde blot én Tand i

Formunden. Nervøs og let påvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens

Ansigt straks et modbydeligt Indtryk på mig; den lange, gule Tand så ud som en liden Finger,

der stod op fra Kæven, og hendes Blik var endnu fuldt af Pølse, da hun vendte det mod mig.

Jeg tabte med en Gang Appetiten og følte Kvalme. Da jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til

Springet og drak lidt Vand; jeg så op — Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn.

Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om uden Bekymring for nogetsomhelst, standsed ved et

Hjørne, uden at behøve det, bøjed af og gik en Sidegade, uden at have Ærinde derhen; jeg lod

det stå til, førtes omkring i den glade Morgen, vugged mig sorgfrit frem og tilbage blandt

andre lykkelige Mennesker; Luften var tom og lys, og mit Sind var uden en Skygge.

I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt en gammel, halt Mand foran mig. Han bar en Byldt i

den ene Hånd og gik med hele sit Legeme, arbejded af al Magt, forat skyde Fart. Jeg hørte,

hvor han pusted af Anstrængelse, og det faldt mig ind, at jeg kunde bære hans Byldt; jeg søgte

dog ikke at indhente ham. Oppe i Grændsen mødte jeg Hans Pauli, som hilste og skyndte sig

forbi. Hvorfor hav de han sådant Hastværk? Jeg havde slet ikke i Sinde at bede ham om en

Krone, jeg vilde også med det allerførste sende ham tilbage et Tæppe, som jeg havde lånt af

ham for nogle Uger siden. Såsnart jeg var kommet lidt ovenpå, vilde jeg ikke være nogen

Mand noget Tæppe skyldig; kanske begyndte jeg allerede idag en Artikel om Fremtidens

Forbrydelser eller om Viljens Frihed, hvadsomhelst, noget læseværdigt noget, som jeg vilde

få ti Kroner for mindst . . . . Og ved Tanken på denne Artikel følte jeg mig med en Gang

gennemstrømmet af Trang til at tage fat straks og øse af min fulde Hjærne; jeg vilde finde mig

et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile, før jeg havde fået den færdig.

Men den gamle Krøbling gjorde fremdeles de samme sprællende Bevægelser foran mig i

Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig at have dette skrøbelige Menneske foran mig hele

Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville tage Ende; måske havde han bestemt sig til akkurat

det samme Sted som jeg, og jeg skulde hele Vejen have ham for mine Øjne. I min Ophidselse

forekom det mig, at han ved hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented på, hvilken

Retning jeg vilde tage, hvorpå han igen svang Byldten højt i Luften og gik til af yderste Magt,

forat få Forsprang. Jeg går og ser på dette masede Væsen og blir mer og mer opfyldt af

Forbittrelse mod ham; jeg følte, at han lidt efter lidt ødelagde min lyse Stemning og trak den

rene, skønne Morgen med sig ned i Hæslighed med det samme. Han så ud som et stort

humpende Insekt, der med Vold og Magt vilde slå sig til en Plads i Verden og forbeholde sig

Fortouget for sig selv alene. Da vi var kommet på Toppen af Bakken, vilde jeg ikke længer

finde mig i det, jeg vendte mig mod et Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til

at komme væk. Da jeg efter nogle Minutters Forløb atter begyndte at gå, var Manden foran

mig igen, også han havde stået bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke mig om, tre fire rasende

Skridt fremad, indhented ham og slog Manden på Skulderen.

Han standsed med ét. Vi gav os begge til at stirre på hinanden.

»En liden Skilling til Melk!« sagde han endelig og lagde Hovedet på Siden.

Se så, nu stod jeg godt i det! Jeg følte i Lommerne og sagde:

»Til Melk ja. Hm. Det er småt med Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke, hvor trængende De

kan være.«

»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« sagde Manden; »jeg ejer ikke en Øre, og jeg har

ikke fået Arbejde endnu.«

»Er De Håndværker?«

»Ja, jeg er Nådler.«

»Hvilket?«

»Nådler. Forresten kan jeg også gøre Sko.«

»Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De får vente her i nogle Minutter, så skal jeg gå efter lidt

Penger til Dem, nogle Øre.«

Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet, hvor jeg vidste om en Pantelåner i anden Etage; jeg

havde forøvrigt aldrig været hos ham før. Da jeg kom ind i Porten, trak jeg skyndsomt min

Vest af, rulled den sammen og stak den under Armen; derpå gik jeg opad Trappen og banked

på til Sjappen. Jeg bukked og kasted Vesten på Disken.

»Halvanden Krone,« sagde Manden.

»Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det ikke været det, at den begyndte at blive lidt for knap til

mig, så vilde jeg ikke have skilt mig ved den, naturligvis.«

Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et udmærket Påfund, dette

med Vesten; jeg vilde endog få Penge tilovers til en rigelig Frokost, og inden Aften skulde så

min Afhandling om Fremtidens Forbrydelser være istand. Jeg begyndte på Stedet at finde

Tilværelsen blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat få ham fra Hånden.

»Værsågod!« sagde jeg til ham. »Det glæder mig, at De har henvendt Dem til mig først.«

Manden tog Pengene og begyndte at mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han og stirred

efter? Jeg havde det Indtryk, at han især undersøgte mine Bukseknæ, og jeg blev træt af denne

Uforskammethed. Troed Slyngelen, at jeg virkelig var så fattig som jeg så ud for? Havde jeg

måske ikke sågodtsom begyndt at skrive på en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg

ikke for Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. Hvad kom det så et vild fremmed

Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling på en sådan lys Dag? Mandens Blik

irritered mig, og jeg beslutted mig til at give ham en Irettesættelse, inden jeg forlod ham. Jeg

trak på Skuldrene og sagde:

»Min gode Mand, De har lagt Dem til den stygge Uvane at glo en Mand på Knæerne, når han

giver Dem en Krones Penge.«

Han lagde Hovedet helt tilbage mod Muren og spærred Munden op. Der arbejded noget bag

hans Stodderpande, han tænkte ganske vist, at jeg vilde narre ham på en eller anden Måde, og

han rakte mig Pengene tilbage.

Jeg stamped i Gaden og svor på, at han skulde beholde dem. Indbildte han sig, at jeg vilde

have alt det Bryderi for ingenting? Når alt kom til alt skyldte jeg ham måske denne Krone, jeg

havde det med at huske en gammel Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, ærlig ud i

Fingerspidserne. Kortsagt, Pengene var hans . . . . Å, ikke noget at takke for, det havde været

mig en Glæde. Farvel.

Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne Plageånd afvejen, og jeg kunde være

uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet og standsed udenfor en Husholdningshandel.

Der lå fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte mig til at gå ind og få mig lidt med på

Vejen.

Sult - Knut Hamsun.pdf

Plik z chomika:

Inne pliki z tego folderu:

Inne foldery tego chomika: